KONTAKTNUMRE: Problemer med: TV signalet tlf.: 4332 4700 -- Bredbånd Tlf.: 7070 4040 - Regninger, pakkeskift m.v. tlf.: 2192 4677

Antenneforeninger i Hedensted og Løsning samt StoubyNet indgår samarbejde med YouSee om Gigabredbånd

Ny aftale giver op til 6.700 medlemmer adgang til bredbåndshastigheder på op til 1.000 Mbit.

I dag får foreningernes medlemmer bredbånd fra Kjærgaard-Nettet. Med en ny aftale med YouSee bliver der i 2018 åbnet op for fremtidens bredbåndsteknologi kaldet Gigabredbånd. Aftalen betyder, at alle Kjærgaard-Nettes kunder på bredbånd og IP-telefoni overgår til YouSee pr. 15. december 2017. Kunderne fortsætter med deres nuværende abonnement på bredbånd og IP-telefoni og modtager inden længe information fra YouSee.

– Vi har været glade for vores samarbejde med både bestyrelser og kunder i Hedensted, Løsning og Stouby, og vil gerne takke for samarbejdet gennem mange år. Vi ønsker også YouSee velkommen til opgaven med at tage de næste skridt på den digitale rejse i de tre antenneforeninger, siger Lars Peter Ladbye-Hansen – Kjærgaard Nettet.

YouSee vil gerne takke Kjærgaard Nettet for deres positive medvirken til en smidig overgang til YouSee Bredbånd.

Carl Pedersen, formand for Hedensted Antenneforening forklarer om aftalen:
”Vi har indgået en rigtig attraktiv aftale med YouSee, så vi nu kan løfte bredbåndsoplevelsen for alle vores medlemmer. Vores medlemmer streamer allerede nu på livet løs og i fremtiden vil efterspørgslen efter højere hastigheder stige. Derfor opgraderer vi nu hele vores kabel-tv-net, så vi kan tilbyde bredbånd med hastigheder op til 1.000 Mbit. Men det er ikke kun medlemmer, der køber høje hastigheder på op til 1.000 Mbit, som vil få glæde af fremtidens kabel-tv-net. Alle vores medlemmer vil opleve mere stabile forbindelser og højere billedkvalitet på tv.

Det er YouSee, der betaler for opgraderingen af kabel-tv-nettet, og der bliver i den forbindelse skiftet til den nyeste teknologi på markedet. Vi skifter alle komponenter og teknikskabe i hele nettet, når vi opgraderer til den nye Docsis 3.1 standard. Samtidig betyder det nye kabel-tv-net, at vi kan skrue yderligere op for upload-hastigheden, så vi kan tilbyde de samme up- og download-hastigheder. Det kan f.eks. være 500/500 Mbit. Ombygningen af kabel-tv-nettet forventes færdigt inden udgangen af 2018.

Aftalen med YouSee indebærer også andre fordele end hurtigere bredbånd. F.eks. får medlemmerne endnu større mulighed for selv at blande deres tv-pakker, da der vil blive mulighed for at vælge mellem traditionelle tv-kanaler og streamingtjenester som bl.a. HBO Nordic eller C More.

”Vi er glade for, at vores medlemmer med den nye aftale med YouSee får flere muligheder for at blande deres tv-kanaler dvs. sammensætte dem på tværs af tv og streaming. Samtidig får vores tv-kunder inden længe mulighed for at tilkøbe YouSee’s nye 4K tv-boks, der er både mindre og hurtigere, og hvor man kan gemme sine tv-optagelser i skyen, så man kan se dem overalt. De får altså også et markant løft af deres tv-oplevelse,” siger Carl Pedersen.

Som lidt ekstra oven i bredbånds- og tv-pakken får medlemmerne også adgang til YouSee More, der er et fleksibelt fordelsprogram, hvor medlemmer med flere produkter hos YouSee kan til- og fravælge deres foretrukne fordele på månedlig basis. Blandt de digitale fordele er bl.a. C More, BT, Bookmate, YouSee Musik, Sikkerhedspakke, Pling Lite m.m.

Fakta:

• Gigabredbånd er navnet på YouSee’s højhastighedsbredbånd, der leveres via det såkaldte coax-net, den tekniske betegnelse for kabel-tv-net
• Med en hastighed på 1.000 Mbit kan man på ét sekund hente 25 billeder i høj opløsning (5 MB/stk.) eller 31 MP3-musiknumre (4 MB/stk.)
• 1.000 Mbit svarer til 1 Gbit
• Opgraderingen til Gigabredbånd foregår via eksisterende kabler og berører derfor kun udstyr over jorden. Det er altså ikke nødvendigt at grave kabler ned.
• Opgraderingen er også godt nyt for husstande på giganettet, der har planer om at sælge hus eller lejlighed. Mere end otte ud af 10 danskere mener nemlig, at det en afgørende faktor for deres kommende valg af bolig, om der er gode mobil- og bredbåndsforbindelser.
• Folketinget har besluttet, at alle danske husstande i 2020 skal have adgang til en bredbåndsforbindelse på mindst 100 Mbit.